Som sagt er der ingen, der søger at træde ind i omsorgsarbejde for at dehumanisere nogen. Dehumanisering er ikke en bevidst proces, men en konsekvens af kold, systemisk tænkning. Det blik vi ser andre med farver helt sikkert den tilgang, vi har til dem, og det påvirker udstrækningen af vores tålmodighed og nænsomhed med dem. Hvis man er helt sikker på, at ‘den anden’ er forstyrret eller syg i hjernen, så vil man være tilbøjelig til at tilskrive uønsket, nedslået eller negativ adfærd til netop sygdom.

Men hvis vi i stedet lærer at se ikke-sygeligt på vores målgruppe, hvis vi ser på dem med et ligeværdigt, medmenneskeligt blik, der aktivt integrerer den viden, at den anden person formentligt reagerer på langt mere, end det blotte øje kan se, så kan vi handle anderledes. Så kan vi begynde at prøve at danne en relation, at forstå, at hjælpe.